P-prostataspecifikt antigen (psa)

P-PSA = prostataspecifikt antigen (PSA) i blodplasma (P)

Ett förhöjt PSA kan vara ett tecken på prostatacancer, men kan också bero på t.ex. en godartad prostataförstoring eller på en prostatainflammation. Ingrepp på och palpering av prostatan höjer halterna av PSA i blodet, liksom ejakulation.

Ingrepp i prostatan, som t.ex. en biopsi, gör att mera PSA läcker ut i blodet. Därför väntar man fyra veckor efter ett ingrepp innan PSA mäts. Palpering av prostatan, dvs. att läkaren känner på körteln genom ändtarmen, kan ge ett förhöjt värde under någon veckas tid. Också ejakulation kan tillfälligt höja PSA-värdet.

Män äldre än 67 år: under 6,2 µg/l

P-PSA tas vid misstanke om prostatacancer. P-PSA tas också för att följa med hur en redan diagnosticerad cancer fortskrider och svarar på behandling samt för att kontrollera att en behandlad cancer inte har kommit tillbaka.

Prostataspecifikt antigen (PSA) är ett protein som bildas i prostatan. Dess uppgift är att göra sädesvätskan mindre viskös och spermierna rörligare efter utlösning. Det är normalt att en liten mängd PSA läcker ut i blodet. Med stigande ålder och vid förändringar i prostatakörteln, som godartad förstoring av prostatan, prostatacancer och prostatit (prostatainflammation) ökar mängden PSA i blodet.

Ifall PSA är förhöjt och andelen fritt PSA mindre än 15 procent finns en misstanke om prostatacancer och man kan då gå vidare med ultraljudsundersökning och biopsi (provbit) av prostatan.

60-63 år: under 4,8 µg/l

Män yngre än 56 år: under 3,3 µg/l

Lægen kan bruge PSA-værdien i blodet til at stadieinddele og risikovurdere prostatakræft og til at kontrollere effekten af operation, strålebehandling og antihormonbehandling.

Hvis PSA-tallet stiger til 2 ng/ml over det laveste PSA-tal, man har fået målt, kan der være tale om et tilbagefald af sygdommen.

PSA-værdien alene kan ikke bruges til at angive stadiet af sygdommen hos den enkelte. Men lægen kan ud fra bl.a. PSA-tallet, en endetarmsundersøgelse og resultatet af vævsprøver stadieinddele og risikovurdere sygdommen og derefter tilbyde den bedst mulige behandling.

PSA-tallet kan falde i op til 1 år efter endt strålebehandling.

Efter bortoperation af prostata (radikal prostatektomi) bør PSA-værdien i blodet blive så lav, at den ikke kan måles –– dvs. under 0,1 ng/ml. Når prostata fjernes, kan kroppen nemlig ikke længere producere PSA.

Stadieinddeling siger noget om, hvor udbredt kræftsygdommen er. Hos mænd, der har fået konstateret prostatakræft, er der en god sammenhæng mellem PSA-tallet og sygdommens udbredelse.

Omkring halvdelen af alle med knoglemetastaser vil opnå et PSA-tal på under 4,0 ng/ml. Hos nogle vil PSA-tallet være faldende i de første 6-8 måneder af antihormonbehandlingen.

Det er ikke alle, der udvikler symptomer, selvom PSA-værdien stiger efter operation.

Hvis lægen kan måle PSA-værdien i blodet 3 måneder efter operationen, tyder det på, at der på tidspunktet for operation har været mere udbredt sygdom end først antaget.

Testen Sthlm3 analyserer en blodprøve for seks proteinmarkører og over 100 genetiske markører samt kliniske patientoplysninger, der samlet kan påvise den enkeltes risiko for aggressiv prostatakræft.

Med en finger i endetarmen kan lægen føle efter, om der er uregelmæssigheder i prostata. Undersøgelsen kaldes rektal-eksploration.

Hvis PSA-værdien i blodet er mindre end 4 ng/ml, regnes det som tommelfingerregel for normalt. Men grænseværdien er relativ og skal vurderes i forhold til ens helbred, alder og eventuel anden sygdom. Læs om, hvem der bør få målt sit PSA-tal, og hvad det kan bruges til:

Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.

Lægen fører en stav med en ultralydssender nogle få centimeter op i endetarmen. Senderen viser herefter billeder af prostata på en skærm, hvilket gør det muligt for lægen at måle prostatas præcise størrelse samt tage en række vævsprøver (biopsier).

PET/CT scanning med forskellige sporstoffer kan bruges som hjælp til at afklare om sygdommen har spredt sig til f.eks. knogler eller lymfeknuder. Knoglescintgrafi er dog den mest anvendte undersøgelse for spredning til knoglerne. Læs mere om scanningen:

En CT-scanning kan vise, om prostatakræften har spredt sig til andre organer end knoglerne, f eks lunger eller lever. Scanningen kan også vise, om der er forstørrede lymfeknuder. Læs mere om scanningen:

I forbindelse med vævsprøvetagningen får man forebyggende antibiotika, da der kan føres tarmbakterier ind i urin- og sædveje. I meget sjældne tilfælde kan man alligevel udvikle betændelse med høj feber. Hvis det sker, bør man indlægges og have yderligere behandling med antibiotika.

Man bør derfor altid opveje ulemperne med de mulige fordele ved udredning og behandling.